Nyheder

Endnu en regionsmester er videre til DM i Skills

- Jeg havde ikke lige set det komme, erkender Anton Schoonor Riber.

To minutter før tiden udløb, stoppede den 19-årige smedelærling fra Rybners med at svejse på den sneskraber, som de ni deltagere havde fået til opgave at lave. 

Regionsmesterskaberne blev afholdt på Herningsholm Erhvervsskole, og dommerne bedømte, at to deltagere, Daniel Dysager Bundgaard fra Skjern Tekniske Skole og Anton Schoonor Riber fra Rybners Tekniske Skole, skulle dele titlen som regionsmester.  Dermed er de begge videre til DM i Skills, der løber af stablen den 4. - 9. april 2019 i Næstved. 

Anton Schoonor Riber er i lære hos Qubiqa i Esbjerg.

- Det er et kanon godt sted med meget alsidige opgaver, fastslår den unge smedelærling, der generelt arbejder ud fra den filosofi, at fejl er ok - dem lærer man af. Han er nu i gang med sit sidste skoleforløb, og til september venter svendeprøven. Men inden da venter der altså nu en stor oplevelse - og udfordring - til april.

Smed regionsmester
Daniel Dysager Bundgaard fra Skjern Tekniske Skole (t.v.) og Anton Schoonor Riber fra Rybners Tekniske Skole delte titlen som regionsmester og er begge videre til DM i Skills.