Optagelse af udenlandsk elev

Optagelse af udenlandsk elev

1. Hvornår er en elev at betragte som udenlandsk elev?
Udenlandske statsborgere, der har krav på ligestilling med danske statsborgere – dvs:

  • Udenlandske elever, der er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse eller tidsbegrænset opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold i Danmark.
  • Udenlandske elever, der er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m som medfølgende barn af en udlænding
  • Udenlandske elever, der er udvekslet med danske elever efter aftale mellem institutionen og en institution i udlandet.
  • Udenlandske elever fra EU lande som Danmark har indgået, har krav på ligestilling med danske statsborgere.

Udenlandske statsborgere, der ikke er omfattet af ovenstående, har ikke krav på ligestilling med danske statsborgere i forhold til optagelse til en erhvervsuddannelse.

Se også hele vejledningen med præciseringen af ovenstående på retsinformationen.dk

2. Hvad kræves der særligt ved ansøgningen om optagelse på en erhvervsuddannelse fra en udenlandsk elev?

  • Dokumentation for statsborgerskab samt dokumentation for opholdsgrundlaget fx i form af Brevet, hvor Udlændingeservice oplyser den pågældende om, at vedkommende er meddelt opholdstilladelse, stickeren, der er indsat i den pågældendes pas eller den pågældendes opholdskort.
  • Statsborgere i Finland, Island, Norge og Sverige kan frit indrejse, opholde sig, studere og arbejde i Danmark.
  • Tilsvarende skal en EU/EØS-statsborger kunne identificere sig og kunne bevise sit statsborgerskab.

For udenlandske elever, der er udvekslet med danske elever efter aftale mellem institutionen og en institution i udlandet, skal skolen sikre, at der foreligger en udvekslingsaftale, som betyder, at en elev, optaget til en erhvervsuddannelse i Danmark, er udstationeret i det pågældende land, som den udenlandske elev kommer fra.

3. Gælder der særlige adgangskrav for udlændinge?
En ansøger kan optages til en erhvervsuddannelse, når ansøgeren er vurderet uddannelsesparat og har opnået et karaktergennemsnit på mindst 02 i dansk og matematik ved 9. eller 10. klasseprøver eller har et tilsvarende, dokumenteret resultat ved en tilsvarende prøve. Ansøgere, som ikke opfylder karakterkravet, kan optages, hvis den ansøgte skole ud fra en helhedsvurdering på baggrund af en centralt stillet prøve og en samtale med ansøgeren vurderer, at denne kan gennemføre en erhvervsuddannelse.

Dette gælder både for danske statsborgere og for udlændinge.

Udenlandske kvalifikationer vil sjældent omfatte faget dansk, og derfor skal begrebet ”tilsvarende” forstås som kvalifikationer i modersmålsfaget.

Hvorvidt den pågældende elev kan optages til den ønskede uddannelse vil afhænge af skolens vurdering af, om eleven mestrer undervisningssproget tilstrækkeligt godt til at vedkommende vil kunne få det nødvendige udbytte af undervisningen og af, om faget dansk er obligatorisk i den pågældende uddannelse.

Vurderingen skal også omfatte, om udlændingen vil kunne følge undervisningen og nå målene med de forudsætninger, som udlændingen har herfor.

Den skriftlige optagelsesprøve varer to timer og bedømmes bestået/ikke bestået.

Den efterfølgende samtale skal afdække ansøgerens faglige potentialer. Samtalen bør som minimum afdække følgende forhold om ansøgeren:

  • Motivation for at gennemføre uddannelsen og lyst til læring.
  • Generel viden om de krav og forventninger, der er knyttet til at gennemføre en erhvervsuddannelse.
  • Selvstændighed og ansvarlighed, herunder om eleven kan tage initiativ til at løse opgaver.
  • Mødestabilitet, herunder rettidighed og lavt fravær.
  • Samarbejdsevner.
  • Respekt, herunder at udvise forståelse for andre mennesker.

På baggrund af en helhedsvurdering af resultatet ved prøven og samtalen træffer skolen en begrundet afgørelse af, hvorvidt den pågældende kan optages.

Ansøgere, som har en uddannelsesaftale har direkte adgang til en erhvervsuddannelse, uanset ovennævnte bestemmelser.