Nyheder

Viktors skoletræthed forsvandt: At være murer er sagen

IMG_0096.jpg

Viktor var skoletræt. Han var faktisk så skoletræt, at han ikke kunne overskue at tænke på uddannelsesvalg efter folkeskolen. Størstedelen af vennerne startede på uddannelse, mens Viktor startede som arbejdsmand hos Henneberg murer og entreprenør i Ølgod.

Viktor blev hurtigt så glad for murerfaget, at han vidste, det skulle være hans levebrød.

- Selvom jeg var ansat som arbejdsmand, arbejdede jeg reelt som murer. Jeg blandede mørtel, fik lov til at lægge fliser og mure vægge op.

Viktor prøvede med andre ord kræfter med faget, og det fangede ham. Der var dog et problem. Hvis han fortsatte på den måde i flere år, ville han sikkert blive en rigtig god murer, men ikke have papir på sine evner.

- Jeg synes, det er vigtigt at have en uddannelse, så jeg har papir på, at jeg er murer. Ellers ville jeg stå om 10 år og være en knaldgod murer, men ikke have konkrete beviser på det, fortæller Viktor.

Det giver mening at gå i skole nu
Efter blot et halvt år som arbejdsmand byttede Viktor kontrakten som arbejdsmand ud med en lærlingekontrakt. Det betød samtidigt også, at han i perioder skulle tilbage på skolebænken, som i folkeskolen gav ham koldsved ned ad ryggen.

- Jeg frygtede selvfølgelig skoleperioderne, fordi jeg aldrig har været særlig glad for at gå i skole. Men det er slet ikke så slemt, som jeg havde frygtet. På skolen lærer vi jo det, vi skal bruge som murer, så det giver faktisk mening at gå i skole nu.

Viktor kunne starte direkte på grundforløb 2, fordi han havde arbejdet som arbejdsmand. Og han trives på Rybners, hvor han også har fået mange gode venner blandt klassekammerater og elever fra andre uddannelser.

- Vi har et fedt sammenhold, så socialt er det også sjovt at være på skole, lyder det fra Viktor.

Livet som lærling
Viktor er glad for, at han valgte at gå i lære i stedet for at blive ved med at arbejde som arbejdsmand. Og han ser frem til, at han bliver udlært murer.

- Jeg synes, det er spændende at arbejde med sten og fliser. Det fedeste, jeg har været med til at lave, er et hus i Varde. Vi lavede en stor garage og en kæmpe udbygning med flotte fuger og mursten. Det så rigtig godt ud, siger Viktor tilfreds.

Han fortæller også, at han både nyder godt af murerfagets muligheder for både at arbejde udenfor, når vejret er godt og inden for, når det regner. Samtidigt tilføjer Viktor, at han hver dag får brugt sin energi på en god måde.

Vil du også være faglært?
Har du ligesom Viktor også lyst til at få papir på dine evner, kan du stadig nå at søge ind på GF2, der starter d. 10. august 2020.

Du søger ind her: www.optagelse.dk

Har du spørgsmål, står vi naturligvis klar til at hjælpe dig. Ring til Jesper 61 22 73 63

 

Rybners tilbyder praktikpladsgaranti

Vi tilbyder praktikpladsgaranti på mureruddannelsen og på VVS-energiuddannelsen, så du kan se frem til en god start på arbejdsmarkedet.