Nyheder

Anton blev smed ved en tilfældighed, og skal nu til DM i skills

Siden Anton var en lille knejt, har han kigget med fra sidelinjen, når hans far arbejdede som maskinarbejder. I hans teenageår arbejdede de side om side, og interessen for at gå den vej blev vagt hos Anton. Det var noget af det samme Anton ville med sit liv, og han overvejede industritekniker-uddannelsen. Det var arbejdet med maskiner, der kan dreje, bore og fræse i fx metal, der tiltalte ham.

Anton Riber_IMG_8967.jpg

Vejen førte til smedeuddannelsen

Men industritekniker var ikke det perfekte match – det var ikke det, han ville resten af sit liv. Muligheden for en læreplads som smed hos Qubiqa, dukkede pludseligt, og lidt uventet, op gennem farens netværk. Med et faderligt dunk i ryggen og en kommentar om, at Anton havde 24 timer til at takke ja eller nej, skulle han tænke hurtigt.
Beslutningen var egentligt ikke så svær. Anton vidste godt, hvad det indebar, og havde stiftet bekendtskab med faget flere gange i sit liv – især som knejt, når han gik og hjalp sin far. Beslutningen blev et ja tak, og han startede som smedelærling, noget han aldrig har fortrudt.

Færdigheder er vigtigst

Nu venter DM i skills. Noget han er blevet klar til gennem sit daglige arbejde ved Qubiqa og interesse for faget. En konkurrence mod nogle hårde drenge, som Anton selv udtrykker det. ”De er dygtige, og feltet er nu nede på 6 af de allerbedste i Danmark” siger Anton. Men ellers tager han konkurrencen meget roligt. Han tager det som én stor oplevelse at skulle til DM, og hvis han vinder, vil han vinde på sine færdigheder. ”Jeg gør det bedste, jeg kan, og mere kan jeg ikke gøre. Jeg vil kunne stå ind for mit produkt og mine færdigheder. Det er noget, der sidder i mine fingre, og noget jeg kan, fordi jeg er god til mit fag, og ikke fordi jeg har øvet mig på en bestemt ting de sidste to måneder” erklærer han.

”Det ville være fedt at vinde, men jeg går mere op i, at det produkt jeg afleverer er ordentligt. Presset kan dog godt mærkes fra familie og venner” afslutter Anton med at lille grin.

Anton Riber Snoor.JPG