Nyheder

Ny Mesterlære-eleverne får praktisk læring fra dag ét

Ud over skolevejen og praktikvejen er det på flere erhvervsuddannelser muligt at tage Ny Mesterlære-vejen. Det gælder blandt andet uddannelsen til tandklinikassistent.

Rybners Tekniske Skole har for tiden 13 elever i gang med denne form for uddannelsesaftale i samarbejde med klinikkerne og de oplæringsansvarlige.

- At være i Ny Mesterlære betyder, at eleven starter på klinikken, og kontaktlæreren fra Rybners, den oplæringsansvarlige og eleven tilrettelægger og gennemfører en uddannelsesplan, der sikrer at eleven når de mål i klinikken, der svarer til grundforløbet på skolen, forklarer praktikpladskonsulent og faglærer Dorte Staal Christensen.

Da hun og kollegerne i september holdt et fyraftensmøde for virksomheder og oplæringsansvarlige, var interessen for Ny Mesterlære stor. Det er heldigt for eleverne, da uddannelsen til tandklinikassistent i 2018 og 2019 er blevet dimensioneret med en kvote for, hvor mange elever - uden en elevplads - skolen må optage på uddannelsen. Hvilke uddannelser, der er dimensioneret, og antallet af kvotepladser varierer fra år til år.

Olivia-3.jpg

Grænseoverskridende i starten
At 22-årige Olivia Christiansen fra Bramming skulle starte i Ny Mesterlære hos en tandlæge lå ikke lige i kortene.

- Da jeg begyndte på skolen, havde jeg uden held sendt nogle ansøgninger ud, men efter bare ti dage på skolen blev jeg kontaktet af Tandlægerne.dk Esbjerg, som gerne ville have mig i lære.

Helt grøn og uden læring i rygsækken blev Olivia således kastet ud i hverdagen på klinikken.

- Det var meget grænseoverskridende i begyndelsen, og jeg tænkte ”det her lærer jeg aldrig”, erkender Olivia.

Alligevel hang hun i, og det er hun glad for nu, hvor hun er ca. halvvejs igennem uddannelsen og til januar begynder på hovedforløbet.

- Jeg kan godt lide at arbejde med mennesker, og ingen dage er ens. Jeg er med til alle slags konsultationer og udfører også rengørings- og receptionsopgaver. At være i lære som tandklinikassistent er også udfordrende. Du skal hele tiden være et skridt foran i behandlingen og have de rigtige instrumenter klar. Med syv forskellige tandlæger, der har hver sin måde at gøre tingene på, kræver det opmærksomhed.

Grundforløbsprøven gik rigtig godt. - Man tænker ikke over, at man er til eksamen, fordi det foregår i de vante omgivelser, forklarer Olivia, der ser frem til at komme på skolebænken igen og til at erfaringsudveksle med de andre tandklinikassistentelever.   

Olivia-1.jpg
Olivia Christiansen bliver færdig som tandklinikassistent til januar 2021.

Med i alle processer
Det samme gør 22-årige Lotte van Beest Benner, der er i Ny Mesterlære hos Tandlægen.dk i Grindsted. Efter at være blevet stx-student i ’16, have arbejdet et år hos en bager og været et halvt år på Grønland som volontør i en kirke er hun nu godt i gang med en uddannelse til tandklinikassistent.

- Som Ny Mesterlære-elev bliver du kastet ud i opgaverne. Men det har til gengæld den fordel, at når du kommer på skole, har du gjort dig en masse erfaringer, sammenfatter hun.

- Jeg kan generelt godt lide at blive udfordret og holder meget af menneskekontakten. Derfor har jeg det også okay med at blive kastet ud i opgaverne på en tandklinik. Det er utroligt fedt og utroligt spændende. Jeg er med i alle processer - fra at sidde ved siden af tandlægen, være på kontoret og arbejde i sterilisationsrummet, beretter Lotte, der har knap to et halvt år tilbage af sin uddannelse.

Hun mødes jævnligt med den oplæringsansvarlige og er glad for at kunne dele sine tanker med hende. Samtidig sætter hun stor pris på, at være på en arbejdsplads, der ser den enkelte medarbejder, som vedkommende er.