Nyheder

Elevpladsmesse: Et enkelt møde kan være altafgørende

Både elever og virksomheder var på mærkerne i tirsdags, hvor den store årlige elevpladsmesse blev afholdt på Rybners. Vil man gøre sig gældende hos sin drømmeelevplads eller omvendt tiltrække dygtige elever med den helt rigtige profil, er det nødvendigt aktivt at yde en indsats.

Og det gjorde de ca. 750 inviterede elever og ca. 45 virksomheder. Snakken gik lystigt og afslappet hen over de mange standborde, omringet af informerende roll ups. Alt fra Skat, revision og politi til malere, murere og smede var repræsenteret.

IMG_2997-web.jpg

Rigt udbytte
- Vi har været med i adskillige år og synes, vi får meget ud af dagen. Udover at komme i kontakt med potentielle nye elever får vi også gode input generelt fra de unge, og i dagene efter messen modtager vi typisk en del ansøgninger, konstaterer Michael Mortensen, uddannelsesansvarlig ved thansen.dk.

Hos den landsdækkende kædeforretning er de godt klar over, at det er vigtigt at gøre sig synlig og attraktiv over for de unge. - Vi har typisk to-tre elever ad gangen, og her i området er butikkerne i Esbjerg, Varde, Ribe, Vejen og Grindsted relevante, beretter Chris Gade, distrikschef for Syd- og Sønderjylland.

Også på standen overfor, der huser Varde Kommune, er man generelt godt tilfreds med messen.
- Fire ud af vores nuværende ni elever er nogle, jeg har mødt her, fortæller rekrutteringskonsulent og elevkoordinator Conny Karlskov.

Hun er flankeret af netop en af eleverne, Line Fogtmann Pedersen, der efter at have taget sin studentereksamen og været ude at tjene penge et par år valgte at tage en erhvervsuddannelse for studenter. Dermed blev hun på blot ti uger klar til en elevplads i en virksomhed.

 Fakta

  • Bag arrangementet står Rybners Tekniske Skole, Rybners Handelsskole, Varde Handelsskole og Handelsgymnasium, Erhvervsgymnasiet Grindsted og Handelsgymnasiet Ribe.
  • Ved at samle kræfterne får elever og virksomheder fra et stort geografisk område mulighed for at præsentere sig for hinanden: fra Hvide Sande i nord, til Vejen i øst og Tønder i syd. Eleverne fra Varde, Ribe og Grindsted bliver kørt med bus til Esbjerg.
  • Foruden de merkantile erhvervsuddannelser omfatter messen for første gang også de tekniske erhvervsuddannelser og er derfor udvidet betydeligt.

 IMG_2992-web.jpg

IMG_2963-web.jpg

IMG_2975-web.jpg